PRÆDIKEN 25. oktober 2026
Rasmus Tofte Weber

Det gik op for mig for nyligt, at jeg har været lidt mere sårbar og følsom det sidste stykke tid. Uden egentlig at ville det. Inden jeg blev helt opmærksom på den her sårbarhed, så vidste jeg at vi skulle synge den her sang i dag. Og nu da jeg arbejder med den, bruger den som inspiration til i dag, kan jeg mærke en tåre presse sig på. Den åbner for den her kendsgerning, at der noget i mennesket, som gør os destruktive. Vi gør vores jord til en dødsmærket stjerne. Av.

Selvom vi ønsker at være kærlige og behandle hinanden godt, så er det bare ikke altid at vi lykkes med det. Hvis vi er trætte, sultne, overstimulerede, angstfyldte. Og der er nok i verden at blive ængstelig og træt af. Jeg tror min sårbarhed den skyldes en følelse af en lurende trussel, som kryber sig ind på mig, når jeg er træt og ikke kan holde stand. Det er svært at tale om, for det blotlægger livets sårbarhed. Og det er klart, for når vi scroller nyhederne, så er der uendelige historier om krig, splittelser mellem mennesker og klimakrisen. Oveni hatten er der accelererende fremskridt indenfor kunstig intelligens, som mange tror kommer til at vende vores verden op og ned på måder, som vi ikke kan forudse. Verden er usikker. Fremtiden uvis.

Shit det er hårdt at være i. Jeg kan huske som barn, at jeg glædede mig til voksenlivet. Det var som et eventyr, hvor jeg skulle være helten i min egen historie. I stedet er jeg ængstelig og forvirret. Men jeg kan mærke at jeg længes. For hvor er den voksne henne, som griber mig i tvivlen? I usikkerheden? Jeg længes efter flere ansvarlige voksne, der handler med integritet og som jeg føler jeg kan stole på. Moralske seriøse mennesker, som ikke behøver at pege fingre ad andre. Mennesker som har lært, lidt og givet slip på ting. Som er modstandsdygtige, venlige og åbne. Som kan grine selv på de hårde dage. Som lever efter dyder som mod, generøsitet og frihed. Det er en længsel efter at være helt levende. Jeg vil have dybde. Jeg har brug for rødder. En spirituel kernestyrke, som er mit faste anker.

Hvad findes der ved verdens ende? Forhåbentlig mennesker, som der er brug for der. Sådan nogen som dem, der husede bortløbne slaver eller hjalp folk på flugt fra nazisterne. Jeg vil gerne selv være sådan en. Jeg tror dog ikke at den form for karakter, kommer af sig selv. Det kræver visdom. Og hvor finder vi det? Der findes masser af visdomstraditioner, som vi kan vælge imellem. Filosofi, buddhisme, yoga, astrologi, psykologi, kristendommen. Selvom den virker kikset, klodset, ude af trit med virkeligheden. Særligt for os kulturkristne, så ligger den mere som et svagt og kedeligt baggrundstæppe, lidt ligesom P4 der er skruet helt ned. Men egentlig så er den langt fra kedelig. Kristendommen som religion er det man kalder en apokalyptisk tro. Det er ikke ensbetydende med jordens undergang, men handler lige så meget om, at den eksisterende verdensorden ikke er det endelige svar, og at Gud kan åbenbare, vise os en anden virkelighed.

Med andre ord, historierne i biblen er fyldt med turbulens og uro. Små grupperinger af mennesker, der levede på randen af imperier, forfulgte og hånet af flertallet. For nogle af dem gik verdenen faktisk under. De tidlige kristne grupper levede i dyb usikkerhed om fremtiden. Derfor er teksterne i biblen nærmest som skræddersyet til turbulente tider, hvor fremtiden virker usikker. For det har den nok i virkeligheden altid været. Og vi har altid været sårbare.

Tag for eksempel teksten jeg læste højt før. Den er skrevet til spredte kristne grupper i hvad der i dag er Tyrkiet. De levede med usikkerhed, modstand og en forventning om, at historiens afslutning var nær. De kendte ikke fremtiden. Men det fede er, at forfatteren ikke bare giver op og siger, ”ja, så er alting bare ligegyldigt”. Han giver helt konkrete råd til hvad man bør gøre.

• Vi skal bevare roen, være opmærksomme, så vi kan bede til Gud.

• Vi skal holde fast i kærligheden til hinanden, for kærligheden kan bære over med meget og give plads til, at vi ikke altid lykkes.

• Vær gæstfrie uden at brokke os.

• Og brug de gaver og evner, som vi hver især har fået. Vi har alle noget at give videre.

• Bed. Elsk. Del.

At bede til Gud, det behøver ikke at være så fromt, som det lyder. Bøn er opmærksomhed, åbenhed. Det kan godt bare være stilhed. Meditation. En kreativ syssel, eller noget andet hvor vi har en oplevelse af flow eller åbenhed.

Dog er det vigtigste visdomsråd her, hold fast i kærligheden til hinanden. Bær over med hinanden. For kærligheden er uendelig og rummer alle vores uperfektheder. Den heler og forvandler.

Vær gæstfrie, UDEN at brokke os. Gæstfriheden er udtryk for kærligheden, som andre får glæde af. Men vi skal gøre det uden brok! Og den er svær, for det er jo ikke alle vi kan lide.

Og vi skal bruge de evner, som vi har. For vi har alle noget at give videre.

Bed. Elsk. Del.

Og det er her citatet fra Petersbrevet slutter: Sådan her bliver Gud synlig, i alt det vi gør. Måske er Gud et ord, der er svært at bruge for nogle af os. Det forstår jeg godt. Det er så sindssygt ladet det ord, og vi bringer alle vores egen forståelse ind i det ord. Men måske kan vi alligevel nærme os noget af det teksten peger på: kærligheden, sandheden, skønheden, og det, der er større end os selv. I den kristne verden, er det ikke bare værdier vi selv har fundet på. Det er også spor af den Gud, der møder os.

Ja, og det lyder jo flot alt sammen, og tag det, hvis det giver mening for jer. Jeg kan mærke i mig selv, at det giver mening. Der er noget i de her simple råd, som kalder på mig. For jeg er et menneske, der gerne vil elske og leve. Samtidig er jeg også bange. Bange for at det skal gå galt. Bange for hvilke mennesker jeg møder. Jeg er spændt ud mellem de her ting. Og der er ingen der har sagt, at det gode liv skal være nemt. Jeg kan heller ikke klare det selv. Det kommer ikke naturligt til mig. Det kræver dedikation og støtte. Fællesskaber. For vi er skabt til at være sammen. Vi kan ikke være alene, det er ikke godt for os. Og vi har brug for en visdomstradition at læne os ind i. Som kan hjælpe os til at forklare, motivere, åbne. Også når vi kommer til at såre andre. Når vi fejler. For nogle gange gør vi skade, som ikke bare kan viskes væk. Her fortæller den kristne visdom os, at vi ikke er overladt til os selv, men at hvis vi tager ansvar, beder om tilgivelse, forsøger at gøre skaden god igen, så kan vi begynde igen på ny.

Men det vigtige er ikke om vi TROR nok på Gud, hvis vi overhovedet gør det, men er opmærksomme på, hvilken slags menneske vi gerne vil være. Jeg mener det er vigtigt at kunne trække på en visdomstradition. Det er selvfølgelig ikke noget kristendommen har patent på. Men jeg tror at den kristne tradition rummer noget, vi har brug for at genopdage. Ikke mindst fortællingen om en Gud, der møder os med nåde, også når vi ikke selv lykkes med at være de mennesker, vi gerne vil være.

Men, skal vi så være optimistiske eller pessimistiske omkring fremtiden!? Personligt øver jeg mig i ikke at være nogle af delene. Jeg kan godt have svært ved at være optimistisk på verdens vegne, men har heller ikke lyst til at være pessimist. Jeg ved ikke hvordan verden ser ud om ti, tyve eller halvtreds år. Fremtiden er over mit løntrin. Men jeg tror på, håber på, at kærligheden er stærkere end døden. Ikke fordi jeg kan bevise det ved at se på verden. Men fordi det er det håb, som den kristne fortælling giver mig. Uanset hvor meget jeg aser og maser med nyhederne i verden, så ændrer det sig ikke en pind. Jeg siger ikke at vi skal være blinde over det der sker i verden, men være i verden med det vi har. Der hvor vi mennesker har mest reel magt er i hverdagen, i de nære relationer. Vores dagligdag. Det er her vores liv udspiller sig. Og hvis jeg kan udvikle en dyb og rodfæstet tolerance overfor verdens usikkerhed, så kan jeg virkelig leve. Om ikke andet, så bare i øjeblikke. At jeg kan være tro mod det arbejde der for mig er bedst på linje med godhed, sandhed og skønhed. At leve modigt, kærligt, kreativt og vildt – og med ærlighed over for den sorg, som verden også er fuld af. Jeg behøves ikke at forudse fremtiden, og det giver mig frihed til at leve I DAG. At leve i en tillid til at livet er værd at leve, elske og håbe.