Kunstskolen Snurretoppen præsenterer Gitte Madsens Mindeudstilling.
På udstillingen vises et udvalg af kunstskolens store samling af Gittes tuschtegninger, linoleumstryk, keramik og skulpturer.
Sent i livet mødte Gitte Madsen en anerkendelse gennem kunsten, som kun bliver få forundt. Gemt bag et svært sind indeholdt hun en streg og et udtryk, som blev fremkaldt i hendes arbejde på kunstskolen.
Gitte var enormt produktiv og producerede billeder og skulpturer med en prisværdig arbejdsiver. Som hun selv udtrykte det: ”Jeg skal have brændt mit krudt af … nu skal der arbejdes!”
Hendes store helt og inspirator var Michael Kvium, som hun mødte personligt i 2012 - ”han er lige så skæv som mig”, sagde Gitte ofte. Da Kvium købte et af Gittes værker, var ringen sluttet – to åndsfæller beundrede hinandens arbejde.
Gitte var et eksempel på, at selv om et menneske bliver født med massive problemer og oplever modstand, svigt og ulykke, kan den indre kraft folde sig uventet ud.
Gitte døde i 2022.
Mindeudstillingen har fernisering 2. februar kl 12:30 - 17:30, og kan ses på 1. salen i Getsemane frem til 29. februar når Getsemane er åben for arrangementer.